I starten af sommerferien blev vi så kontaktet. Vi skulle vide, at der nu ville komme et nyhedsbrev rundt til alle på listen, hvor AC ville sætte gang i dialog om valg af ny liste, da man ikke forventede, at Nigerialisten ville overleve Ankestyrelsens suspendering. Vi skulle bare ikke forholde os til et skift af liste, for vi var matchet til et barn. WHHAAAAT? Lad os bare sige forvirringen var stor, for hvordan f... kan det lige lade sig gøre, med en sag i bero. I bero?, svarede AC - ja det viste sig jo så, at det var vi i princippet aldrig blevet sat i. Vores mail var havnet i den rette postkasse, men der var den så blevet og det var aldrig blevet noteret i vores sag - endsige blevet meldt ud i Nigeria. Så de havde glade og fro arbejdet videre med vores sag, som om intet var hændt.
Vi tog en dyyyyb indånding, kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, at nu tog livet ved og vi måtte følge med, vi stod i princippet med en uventet positiv graviditetstest.
Vi fik at vide, at der ikke ville gå særlig lang tid inden vi ville høre mere, papirerne var ikke færdige, men tæt på. For os var det godt lige at kunne vænne os til tanken, for tro os, det var en stor overraskelse.
Tiden og sommeren gik, vi var spændte. Fik besked på at samle papirer, fik fat i alt hvad der stod på listen og den aften, hvor vi sad i sofaen og tjekkede det hele igennem, så det kunne blive sendt til AC, ringede telefonen.
AC i den anden ende - nu kom papirerne... Det var nu nu nu nu. Og så brast det hele igen.... Det viste sig at vores barn lå udenfor godkendelse. Slam...... Sikke en skuffelse og sikke en overraskelse. Vi havde slet ikke tænkt den tanke, overhovedet. Selvfølgelig dykkede vi ned i papirerne, blot for at konstatere, at der stort set ikke var nogle konkrete oplysninger at vurdere noget ud fra, derfor udvidelsen. At blive godkendt til et barn med så upræcise oplysninger var en helt umulig tanke for os. En kæmpe chance at tage, en chance, som vi bare ikke kan tage, med de udfordringer vi står overfor med Aksel. Havde det handlet om en sygdom, noget der var præcist beskrevet, så var sagen en anden, men at skulle leve med mistanken om at der kunne være alt fra mental udviklingshæmning til intet galt, det kunne vi simpelt hen ikke tage på os. Det ville blive alt for stort et pres. Ordene fra PAS om at overveje worst-case-scenario susede rundt i hovedet - det gjorde ondt at se det for sig, men vi vidste godt vi ikke havde andet valg. Vi måtte sige nej til at få vores godkendelse udvidet.
Kæft vi tudede og følte os magtesløse, helt ødelagte - en kæmpe sorg.
Vi havde muligheden for at vælge en ny liste, men vi takkede nej. Nu var nok bare nok. Og selvom drømmen om at blive mor igen var stor, så var mit behov bare ikke vigtigt nok i forhold til at bruge ressourcerne rigtigt for Aksel. For Michael var det hårdeste nok at vide det var stor sorg for mig, for ham var fokus på Aksel og på tvivlen om vi ville have nok at tilbyde et barn mere. Og når alt kom til alt, så var det heller ikke så svært at se det var det rigtige fokus. Især ikke nu, hvor vi står med de første resultater af efterårets udredning.
Så sådan blev drømmen om 4 til en virkelighed med 3.
Os tre :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar