<p>Ja, bedst som man troede, at det næste vi skulle høre fra AC var en opringning, dumper der et nyhedsbrev ind.</p>
<p>AC skriver, at Familiestyrelsen har orienteret dem om, at godkendelsen af Cross River skal op på et nævnsmøde den 1. november - herefter regner de med hurtig afgørelse. Så langt så godt - nu ved vi da hvad vi venter på og mon ikke Familiestyrelsens deadlines er mere pålidelige en guvernørens fra Lagos er.</p>
<p>Men der var også godt nyt fra Lagos. Guvernøren har underskrevet og de familier fra Italien og Spanien, der havde valgt at rejse ned efter deres børn - trods den uvisse situation er nu igennem domstolen. Det er bare helt fantastisk - især fordi de første danske familier er på vej derned nu og derfor ikke længere behøver være helt så nervøse for rejsens længde og resultat. Det skal nok ordne sig. Det var bare dejligt at læse.</p>
<p>Så nu kan roen sænke sig de næste 14 dage - hvorefter jeg så forudser en sandt mareridt af ventenerver, for tænk nu hvis.... Tænk nu hvis Familiestyrelsen finder grund til at udsætte, ikke kan godkende eller noget andet forfærdeligt. Der burde ikke være noget i det, men man ved jo aldrig.</p>
<p>Nej, indtil videre vil jeg nyde at vi nu ved hvornår vi kan forvente nyt fra AC igen og lade bekymringerne ligge.</p>
Are Adoptees Blank Slates?
3 måneder siden
1 kommentar:
Hej med Jer
Vi kom hjem i fredags fra sydkorea med vores lille guldklump og kan nu glædes over at se det også rykker for jer.
Efter 3½ år på kina-listen og gråd og tænders gnislen fik vi d.a til at flytte os fra Kinalisten, hvor vi vist var bestemt til at dø...
Vi kom i marts på listen til sydkorea og fik vores lille dreng i forslag i juni. Og gud hvor er han dejlig !
Det er rigtigt at man kan undre sig over bagateller , der kan synes store for andre, når man står i det helvede adoptionsprocessen også er.
Vi har haft et forløb, som på mange måder ligner jeres.
Vi tænkte da vi fik ham i foreslag og fluks takkede ja, hvad fanden de skal bruge 4 mdr på,for at gøre ham færdig. 4 kostbare mdr.
Heraf efter udrejsetilladelsen er på plads, 4 uger til at gøre ham rejseklar. Den kuffert kan jeg hurtigt tage ned og pakke.
Hvorfor er han dernede, når vi er her ?
Den lange proces og op og ned turene har også ind imellem gjort det svært at tro på, at der kunne være noget godt i vente for os. Eller at undlade at tænke, hvad hvis nu der sker noget vi ikke kan styre, krig, indrejseforbud i korea, hvad ved jeg.
Først da jeg vidste at om få dage rejser vi begyndte jeg at føle sommerfuglene i maven.
Når alle i ugerne optil spurgte, glæder du dig ikke bare vildt ? eller hvordan kan du holde ud at gå på arbejde ?(da vi vidste, at nu ville vi få en udrejse dato i løbet af 3-4 uger). Ja, så vidste jeg ikke helt hvad jeg følte. Det var bare surrealistisk.
Om ikke jeg glædede mig ? Jo, men det har jeg jo gjort on-off i 4 år.
Min næste tanke var, om jeg nu var en af de kvinder der får en fødselsdepression fordi forventningerne er for store eller tingene ikke blev som forventet eller de rigtige følelser ikke kom op i mig.
Husker tydeligt tiden hvor vi vidste de kunne ringe, hvad dag det skulle være.
Håber snart det sker for jer og er sikker på, det vil blive lige så stor en forløsning for jer, som det er for os.
Han er alt vi har drømt om, og mere til.
Lone
Send en kommentar