Skuffelsens psykologi

<p>Jeg skal love for jeg kan mærke hvordan det føles at have været skuffet mange gange. Jeg prøver ihærdigt at få det ind på lystavlen, at der virkelig godt kan være noget godt i vente. Alt tyder på, at Cross River godkendelsen snart vil ligge på AC&#39;s skrivebord og herefter kan de, så vidt jeg kan regne ud, begynde at kontakte de familier, der allerede er matchet til børn i CR. Forlydendet er, at det er her i oktober de regner med at få godkendelsen.</p>
<p>Det er så svært for mig at forstå. Min hjerne vil ikke acceptere, at det kan være tæt på nu. Jeg har undervejs frygtet, at jeg ikke ville turde glæde mig, når vi en dag stod med den glade nyhed. Hvis jeg istedet kan tage alle de svære ture op af bakken nu, så håber jeg inderligt jeg tør give mig hen i glædesrusen når opkaldet endelig kommer.</p>
<p>Om 11 dage er det 1 år siden vi fik det nyhedsbrev hvor AC orienterede om det midlertidige stop pga nye procedurer og ny social director. Den skuffelse sidder virkelig dybt i kroppen på mig. Jeg skal aldrig glemme hvilket sammenbrud det var for mig. Jeg tudede og hylede og kunne slet ikke samle mig. Dagen efter tog vi heldigvis til Barcelona og havde 3 helt igennem fantastiske dage dernede. Vi har siden grint meget af, at vi vist bare druknede sorgerne, for det var en weekend med meget rødvin, cava og gode drinks... Men det var i den grad redningen - vi kunne holde skuffelsen lidt på afstand og sunde os inden hverdagen og den inderlige smerte af knuste drømme ramte os igen. Siden har det jo ikke rigtig lysnet, men nu ser det endelig ud som det er på rette vej igen.</p>
<p>Så forhåbentlig kan jeg snart få det ind på lystavlen...</p>