Nyhedsbrev fra AC

<p>Ja, bedst som jeg havde besluttet mig for, at energien og frustrationerne over manglende nyt fra Nigeria skulle kanaliseres over i noget der krævede handling, ja så dumper der sgu et nyhedsbrev ind.</p>
<p>AC skriver, at LIFE nu har meddelt, at de manglende godkendelser vil blive frigivet den 17. august - eller før. Pyyhhh - det satte godt nok lige gang i maven. Vi ved jo ikke om vi ligger i den bunke, der venter på godkendelse, men uanset hvad, så er det jo den mest konkrete melding der er kommet til dato.</p>
<p>Derudover kunne de fortælle, at LIFE har kontakt til endnu en stat, der gerne vil igang med formidling af børn - Oyo State. De er igang med forberedelserne og regner med at der snart vil foreligge en foreløbig godkendelse fra Oyo så LIFE kan begynde at matche børn. Endnu en omgang sommerfugle...</p>
<p>Opstart i Cross River har de intet nyt om - de afventer akkrediteringsbrev - hvad det så lige er.</p>
<p>Men nu er vi i det mindste igang med den nye godkendelse, hvilket giver lidt ro i maven, for selvom det her er godt nyt, så ved vi jo bedst af alle, at det kan ændre sig igen igen. Vi har først tid hos lægen til lægeattest i starten af september, så hvis det pludselig ser ud som om der kommer et boom, så kan vi jo nå at aflyse. På en eller anden mærkelig måde føles det rigtigt, at have taget initiativet til den nye godkendelse, for så er vi ikke så afhængige af formidlingen lige nu og her....</p>

Så går vi igang igen...

<p>Og med det mener jeg, at vi nu sender vores ansøgning om godkendelse til adoption endnu engang. Jeg havde en forvirret snak med AC den anden dag. Jeg havde håbet, at de kunne give os en fornemmelse af om det overhovedet var nødvendigt at tænke i ny godkendelse endnu, men det kunne jeg ikke rigtigt få noget svar på. Det korte af det lange blev, at jeg ikke kan magte at sidde og vente på mere fra Nigeria mens vi samtidig skal frygte, at vi ikke når det inden godkendelsen udløber i februar.</p>
<p>Så nu er ansøgningen udfyldt, der er bestilt tid hos lægen og vi skal have fat i papirer fra SKAT. Så får vi se hvornår statsamtet har tid til en fase 1 samtale. Vi kommer ikke til at sende ansøgningen før starten af september, da vi først kunne få tid hos lægen den 1. september.</p>
<p>Hold kæft hvor er det bare surrealistisk. Tænk at vi skal møllen igennem igen. Det værste er klart tanken om fase 2 kursus. Sidde sammen med 11 par, der forventningsfuldt er igang - mens vi så kan sidde der og give dem en sand skræk for hvad adoptionsventetid også er.... Jeg bliver nødt til at tage det skridt for skridt, for ellers bliver jeg vanvittig, så lige nu er det fase 1. Vi er jo ikke de eneste der er i denne situation og måske kan vi være så heldige, at vi heller ikke er de eneste på fase 2 kursus i denne situation - men det får vi se om vi evt. kan koordinere med Familiestyrelsen. Lige nu skal vi bare have fase 1 overstået.</p>

Drømme....

<p>Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, så er jeg så småt begyndt at frygte for, at vi ikke er forældre, når julen sætter ind. Det er egentlig alt for tidligt at bekymre mig om, men ikke desto mindre har jeg brug for at kunne se hvad alternativet så skal være. Alternativet er helt sikkert at rejse.</p>
<p>Hvor rejser man så hen på det tidspunkt af året? Vi har en drøm om, at opleve Puerto Rico, hvor Michael har været flere gange i arbejdsmæssig sammenhæng. Turen derover går helt naturligt via New York, hvor vi jo også drømmer om at komme til igen.</p>
<p>Så jeg har googlet og drømt. Faktisk kan vi bestille flybilletter til en ganske rimelig pris lige nu. Det ville være helt fantastisk at kunne være i NY nogle dage - opleve byen i julestemning, shoppe, spise pastrami on rye på Katz, se&#0160;lidt af det vi ikke nåede sidst&#0160;og ellers bare daske rundt. Men en hel juleferie i NY er alligevel for meget, så det&#0160;er oplagt, at rejse videre til San Juan i Puerto Rico og opleve den caribiske ø - standferie på hvide strande, med blåt hav - derudover byder øen også på skønne bjerge og udflugtsmuligheder, hvis strandlivet bliver for meget. Drømmen har egentlig været, at tage sådan en rejse med vores basse engang. I vores hoveder kunne dette godt gøres til en familieferie.</p>
<p>Men men men - hvis det kommer til at trække ud og vi stadig ikke har været i Nigeria til jul, så må bassen altså undvære oplevelsen og så må mor og far selv tage afsted.</p>
<p>Dilemmaet er bare, at bestiller vi rejsen nu, så kan meget nå at ske - venter vi, så er priserne garanteret ikke lige så gode... Hmmm... svært dilemma - men egentlig et dilemma, der får en lykkelig afslutning uanset hvad.</p>

Min telefon har fået sin egen vilje

<p>Ja, det er fuldstændig &quot;off-topic&quot; - men jeg må hellere nævne det her, at min telefon har fået sin egen vilje. Den er åbenbart blevet voldsomt fornærmet over, at jeg har sagt op. Så her på falderebet har den besluttet at opføre sig fuldstændig som den selv synes. Jeg kan ikke længere få lov at besvare sms&#39;er - jeg modtager dem, men kan ikke svare. Når jeg taler i telefon lukker den pludselig ned, og så skal jeg tænde den for at ringe op igen. Meget mærkeligt apparat...</p>
<p>Men jeg får jo en ny inden længe, så ferien kommer til at gå uden mobil forbindelse. Mon det dog går? Jeg kan ihvertfald godt blive lidt stresset ved tanken. </p>

Jeg er ventemør!

<p style="text-align: left">Puuuhhh, hvor kan jeg mærke, at venteutålmodigheden er ved at sætte ind. Det er altid farligt at få nyheder om snarlig aktivitet, når det så ikke viser sig at holde stik. Sidste udmelding var juni, og den måned er ligesom gået.</p>
<p>Derudover begynder tanken om ny ansøgning også at rumle. Vi skal igang til august, og jeg orker ikke tanken om det. Papirjagt, lægebesøg, møde med sagsbehandler, nyt kursus over 2 weekender og endnu et møde - fandme anstregende.... </p>
<p>Ja sågar tanken om endnu en jul uden barn er begyndt at rumle. Det er sommer og julen ligger ligesom ikke lige for døren, men jeg kan godt mærke, at jeg frygter for at det vil blive virkelighed. Jeg aner ganske enkelt ikke hvordan jeg skal komme igennem endnu en højtid uden barn. De sidste par år har julen ikke givet særlig stor mening - det er bare ikke det samme at samle familien omkring sig med et stort hul i maven over, at vi stadig ikke kan få lov at opleve&#0160;vores&#0160;barns forventning til højtidens glæder. </p>
<p>Det kan heller ikke udelukkes, at forventningen fra sidste sommer påvirker. Sidste år tænkte jeg, at nu turde jeg godt tro på, at det var den sidste ferie uden barn. NOOOOOOOOOT.......... Har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har tænkt - nu er&#0160;det sidste dit og dat. Var egentlig holdt op med at plage mig selv med den slags, men håbet spirrer jo, og&#0160; nemesis dukker op, når man mindst har lyst til at blive mindet om, at man går endnu en sæson i møde uden barn.</p>
<p>Hvad fanden gør man snart? Er det tiden at opgive? Skal vi bare erkende, at det liv vi har levet de sidste 10 år er vores liv. Glemme at vi er barnløse og aktivt sige, at vi har valgt børn fra?</p>
<p>Hvis vi bare havde mere tid at give af, så var jeg ikke i tvivl. Det er tanken om endnu en godkendelsesproces, der hænger mig langt&#0160;ud af halsen. Kunne vi bare læne os tilbage og vente, så gik det nok, men vi skal bruge energien på at blive godkendt og for at være helt ærlig, så orker jeg det ikke. Må bare satse på, at sommerferie og nyt job giver energi til at komme igang. </p>
<p>PISSELORTEFANDMESGUFUCKINGLORTESKIDEÅNDSVAGEIDIOTISKE....ARGGHHHHHHHH...... Hvorfor ind i helvede skal det være så SVÆRT??????????????? 1 bette unge - det er fandme det eneste vi beder om.</p>
<p style="text-align: center"><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e2013485503f2c970c-pi" style="DISPLAY: inline"><img alt="Arghh" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e2013485503f2c970c " src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e2013485503f2c970c-800wi" title="Arghh" /></a> <br /> </p>

Nye horisonter

<p>De sidste 14 dage har været et sandt bevis på, at det lige pludselig kan gå meget stærkt, når der kommer nye muligheder ind i ens liv.</p>
<p>Jeg blev kontaktet af en tidligere kollega, der havde en jobmulighed, han synes vi skulle drøfte. Mit nuværende job har længe været lidt af en mental udfordring, men vores børnesituation har heller ikke ligefrem gjort det nemt at tænke i nye muligheder. Når man så bliver kontaktet var det selvfølgelig svært at sige nej til en drøftelse.</p>
<p>Og drøftelsen mundede ud i yderligere samtaler og igår kunne jeg så række armene i vejret og konstatere at jeg fra den 1. august er ansat hos VEU-center/&#0160;Mercantec i Viborg i et 3 årigt EU projekt. Jeg skal køre et projekt på skandinavisk plan omkring jobrotation og også hjælpe uddannelseskonsulenterne på de 12 tilknyttede skoler til det nyoprettede VEU-center under Mercantec til at få mere gang i kontakten til erhvervslivet omkring mulighederne for efteruddannelse af deres medarbejdere. Det er et helt nyt område for mig, så der bliver mange nye ting at forholde sig til, hvilket jeg glæder mig meget til. </p>
<p>Så nu bliver det så bare spændede at se hvor lang tid jeg får til at arbejde med det nye inden jeg stikker af på barsel ;o) De er informeret, så de ved hvad de går ind til - selvom det godt nok er svært at informere særlig klart om det - vi ved jo stadig ikke om vi snakker dage, uger eller måneder inden der igen er gang i listen.</p>

Opfølgning på rygter

<p>Der var noget om snakken fra AC.&#0160;Rygterne fra mit indlæg den anden dag blevet bekræftet. I onsdags fik vi nyhedsbrev fra AC, der skrev, at de havde fået positive nyheder fra Lagos. Det forlyder, at de nationale adoptioner er blevet genoptaget. Nu vidste jeg faktisk ikke, at de også havde været stoppet, men det gode ved at de genoptages er, at så er procedurerne i systemet på plads. De har jo blandt andet ændret på måden børnene kommer fra findested til børnehjem - og det afhænger jo ikke af om barnet ender i national eller international adoption. LIFE (den formidlende organisation)&#0160;i Nigeria håber på at de kan igangsætte de internationale adoptioner her i juni. Det er stadig usikkert om det lykkes, men nu er der i det mindste meldt en forventning ud - hidtil har ingen turde sige noget som helst om forventet opstart.</p>
<p>Derudover skrev de om den nye opstart i Cross River State, at den forventes at kunne begynde indenfor en måneds tid. De ved stadig ikke meget om procedurer, ophold mm. Børnene er primært små, så det er par under 41 år, der kan få fra Cross River. De par, der ender med at få deres papirer sendt til CR bliver kontaktet, når formidlingen starter, idet der skal sendes en særlig ansøgning. Det der med, at der pludselig er en ny mulighed er jo ganske fantastisk. At vi så havde indstillet os&#0160;på og glædet os til, at børnene fra Nigeria sjældent er helt små er en anden sag - vi har omstillet os en milliard gange i denne proces, så det lykkes nok igen, hvis vi bliver bedt om at sende papirer til CR. </p>
<p>Det er fantastisk at der er positive meldinger at forholde sig til - det giver energi til det hårdt prøvede ventebarometer. Så taler vi så ikke højt om hvordan det påvirker koncentrationsevnen ;o)</p>
<br />