Lige pludselig...

Der er sket noget meget afgørende i det lille hjem.

Mor har, af arbejdsmæssige årsager, været hjemmefra med overnatning et par gange indenfor de sidste par uger. Første gang jeg skulle ud af døren var det svært for Aksel at tage afsked. Det har vi set før og det gør ondt at skulle køre fra et barn, der reagerer voldsomt og samtidig vide, at det kan tage noget tid inden han falder ned. Det er også virkelig hårdt at stå med, som den der skal gribe, i det her tilfælde farmand. Men det ender jo heldigvis altid med, at Aksel falder til ro, men hold da op det er bare ikke rart at være i, for nogen af os.

Men denne gang skete der noget. Måske fordi mor først kom aftenen efter og ikke, som så ofte, er der igen om morgenen. Far og søn fik noget kvali-tid. Det er jo ikke fordi jeg ikke har været væk før, men denne gang skete der bare et eller andet. Ihvertfald skulle jeg igen afsted ugen efter, og der var afskeden helt rolig.

Og siden har Aksel bare været mere rolig i det daglige. Det virker ganske enkelt som om han har rykket på sin tilknytning til far. Når man ikke ved det, så er det ikke altid til at se det, for jeg ville have svoret, at han var fint knyttet til farmand. Det var han i bund og grund også, men nu har han bare rykket ham derind, hvor han er lige så god som mor.  For nu bliver far også foretrukket, selvom mor er her. YES har jeg lyst til at skrige, for det gør fandme en kæmpe forskel, som vi bare ikke har tænkt over manglede. Vi har da godt kunne se og mærke, at mor var noget særligt, men det betød jo ikke, at far ikke også var noget særligt, bare ikke lige så særlig. Men det er han blevet <3

Og oveni at der på den måde er kommet et nyt niveau af ro hos Aksel og familien generelt, så åbnede han også lige op for sin historie. Den har vi ikke fået lov at fortælle i umindelige tider - men sørme om ikke han pludselig kunne rumme den igen. Ville lege baby, lege med baby-legetøjet vi har gemt fra den første tid, ville høre om det billede, der var det første vi så af vores lille Aksel-baby osv osv. Det om Nigeria-mor og de lidt sværere dele af historien ville han ikke så meget ind i, men det er helt okay, for fra at stoppe os, så snart vi berørte noget med tiden før os, så er det stort at han pludselig gerne ville høre mere, ville lege baby osv.

Så tal da lige om, at knægten har nogle ting, der skal komme i den rigtige rækkefølge. Super sundt og flot han mærker så tydeligt hvad og hvor han har brug for at være. Må indrømme, at jeg er gået fra meget bekymret til super stolt.

Knægten har iøvrigt tabt sin første tand.

Tankemylder

Den sidste uges tid har været fyldt med mange tanker.

Vi havde besøg af Ulla Lebahn sidste mandag. Ulla er børne-ergoterapeut med speciale indenfor børn med spiseudfordringer. Det må man jo sige Aksel har og vi har længe tænkt hun kunne være relevant for os at få kontakt med. Det er hun også - vi fik en masse gode råd. Aksels spiseudfordringer skyldes hans sansesarthed i og omkring munden. Denne sansesarthed er sandsynligvis et resultat af tvangsfodringen fra børnehjemstiden, men kan også være medfødt, da han jo generelt er ret sanse-udfordret. Ulla gav os råd til hvordan vi med udgangspunkt i det han spiser idag, kan finde andre madvarer, der kan komme med i repertoiret så han langsomt får det udvidet. Men i virkeligheden kom hun med et helt andet råd, der kan vise sig at være det vigtigste af dem alle. Vi talte, meget naturligt, også om Aksels historie og så kom vi ind på, at han i lang tid ikke har ønsket at høre den. Vi har, af samme grund, sat os selv på venteliste hos vores yndlings-PAS-psykolog. Ulla fik tanken, at han er så traumatiseret, at han simpelt hen ikke selv har kontakt med eller ønsker kontakt med de følelser hans historie vækker - det er også det vi har tænkt, men hvor længe kan vi lade ham skubbe det væk? Ulla anbefalede os SE-terapi, Somatic Experience. Hun forklarede kort, hvordan den form for terapi går ud på at lade kroppen reagere på sine traumer, og derudfra få oplevelsen "ud af kroppen" - eller ud af nervesystemet, hvor traumer jo kan blokere for meget, hvis de ikke bliver bearbejdet.  Andre, før Ulla, har bemærket, at Aksel har tegn på en for tidlig og/eller kompliceret fødsel. En sådan kan sætte sig som et dybt traume, og når han så ovenikøbet har oplevet tab af bio-mor, sorg og savn, ensomhed, tvangsfodring - ja, you name it, så er det jo ikke være svært at regne ud, at kroppen er kommet seriøst på overarbejde og i stedet vælger at holde bearbejdningen af oplevelserne på afstand. Det kan, i sig selv, binde så meget energi, at det sætter al anden udvikling i stå. Tænk hvis den energi kunne bruges på noget andet...

Pyyyhhh! Tror da nok lige vi har fået noget at tænke over. Vi har overvejet andre terapiformer, men konkluderet vi var for tidligt ude, da meget terapi kræver en forholdsvis veludviklet abstrakt tankegang hos barnet, evnen til at omsætte oplevelser i leg, det gør Aksel først, meget i det små, nu. Spædbarnsterapi har vi undersøgt, men faldt ikke i hak med terapeuten og så lukkede vi den egentlig der.

SE terapi virker til gengæld helt oplagt, eller er ihvertfald et forsøg værd. Ulla mente, vi skulle bruge krudtet der, stadig forsøge at få Aksel til at interessere sig for anden mad, men ikke forvente store fremskridt før vi har givet SE en chance. Efter snakken med den anbefalede terapeut, har vi fået en tid. Det er virkelig spændende...

Og PS - vi arbejder stadig med det kognitive og det flytter sig hele tiden med bitte små og fine skridt. Han er dog blevet noget træt af opvaske-tømning og borddækning. Tager indimellem kampen og så viser han jo ofte, at der er sket nyt. Farver er stadig en kæmpe udfordring - han er ikke farveblind, men han har utrolig svært ved at omsætte informationen om farve fra et til noget andet. Han kan finde perler, hvis jeg viser ham en rød, så kan han nemt finde en magen til. Det skal jo nok komme, men uha det har givet hovedbrud at finde koden til at lære ham det.

Dider itte

Det nyeste nye i Aksels ordforråd - gider ikke. Lad os bare sige, at ugens skiferie har fået den vending sat godt og grundigt fast.

Vi er hjemme igen efter en meget stressfuld uge. Konceptet skiferie blev aldrig rigtig en succes og fornemmelsen af ferie, samvær og afslapning indfandt sig desværre aldrig rigtigt. Vi er bare ikke klar til den ferieform. Aksel kom lidt på ski og indimellem nød han det, men det var kortvarigt og nok ikke noget han har lært det vilde af.

Så er det til gengæld dejligt at lande i hjemlige omgivelser og mærke, at Aksel har fundet roen, leger og hygger sig.

Heller ikke helt skidt at komme hjem til sådan en forårsbebuder, ja indtil flere af dem, faktisk.

Her er lidt stille...

Ja, nyhedens interesse er ved at have lagt sig. Heldigvis er meget af det vi har ændret på hurtigt blevet hverdag, så det er rigtig dejligt. Dejligt at mærke, at Aksel på få uger har lært at tømme opvaskeren og nu kan sortere bestik og tallerkner ret selvstændigt. Borddækning er han også blevet god til, dog er vi ofte oppe imod en træthedsfaktor, som ikke altid gør det nemt.

Nysgerrigheden er øget. Stædigheden især og så kan vi indimellem mærke, at han sørme også kan koncentrere sig længere om noget. Uha, det er store sager...

Men det er stadig svært at holde fokus ret længe. Vi bruger meget energi på at holde ham fast i det vi nu har sat igang, og nogengange er det bare det der skal til for det lige pludselig fanger og andre gange må man bare sande, at det ikke hjælper. Sidder vi med en bog, så kan han sidde stille enormt længe - at synge eller blive læst for, det elsker han. Men det kræver heller ikke nødvendigvis så meget output af ham, så det er ikke så mærkeligt. Til gengæld er det godt for hans sproglige udvikling, så den slags forsøger vi at gøre så meget som muligt.

I næste uge skal vi på skiferie. Det bliver sindsygt spændende at se om han kan fange konceptet. Hvor meget vi kommer til at mediere os igennem leg og læring er nok ikke det vilde, men omvendt så er sådan en uge god for alt muligt andet. Håber jeg kan poste nogle fantastiske billeder af en glad gut på vej ned af børnebakken i en god plov.

Feuerstein på "hverdagsk"

Lige efter kurset i uge 4 skrev jeg følgende på den lukkede gruppe på Facebook for dem, der har været igennem FIE Basic:

Har meget lyst til at dele min spæde erfaringer efter kurset i sidste uge. Vores Aksel på snart 5 har på de fleste punkter en funktionsniveau som en 3 årig, på nogle punkter nok yngre end det. Vi har i den grad savnet værktøjer til at bringe hans lyst til læring i spil - og kurset i sidste uge, klart hjulpet godt på vej af Shannons dygtige evne til at overføre tænkning og læring til dagligdagen, har gjort en kæmpe forskel. Jeg blev opmærksom på, at vi ikke kræver ret meget tænkning af ham, vi har haft tendens til at tale over hovedet på ham og har undladt at involvere ham, fordi vi ikke tænkte han kunne forstå det alligevel. Sprogligt er han udfordret, og det har præget meget af den måde vi har gået til ham på. Det lag vat er taget helt af og vi har vendt masser af dagligdagens situationer helt om - i stedet for at bede ham gøre dit og dat, så spørger vi ham først, nu skal vi dække bord, hvad skal vi bruge? Du skal have tøj på, hvad vil du have på først? Tømme opvasker, hvor skal bestikket være (kæmpe opgave for Aksel, da hans finmotorik driller, man han har i løbet af få dage fundet en god strategi, et styk af gangen, så kan han styre og ramme rummene :o) På bare få dage ser vi flere og flere initiativer og vi kan se masser af små fremskridt i hans kognitive måde at gå til tingene på. Fremfor at skåne, fordi man hele tiden selv er lidt bange for at se hvor svært det er for ham, tænker vi hele tiden vi kan lære af at se hvad der lykkes og hvad der ikke gør. Hele tanken om at se potentiale fremfor begrænsning via forståelsen for de kognitive funktioner gør det meget meget nemmere at håndtere når man ser begrænsningerne, for nu ved vi hvad vi kan se han lykkes med og hvad han stille og roligt skal udfordres på. Det er svært for ham at holde fokus ret længe af gangen, men igen, det arbejder vi så på, han mister også tit modet, hvis ting driller, men også her han han i løbet af de sidste dage vist en spirende stædighed fremfor at blive ked af det og bakke ud. Stædighed har han i sig, det ved jeg, og at få den med ind i hans læringsstrategi vil være godt ;o) Jeg prøver at gøre det til en vane, at samle op på hvad jeg ser han gør og fortælle ham det, så jeg holder fokus på at se de kognitive fremskridt, men også stille og roligt lære Aksel, at fornemme han tænker og lærer. Det er ikke lange opsamlinger, men bare kort og godt at jeg kan se han indsamler information, at han tænker over det inden han gør noget etc etc. Føles bare så rigtigt at få det ind i hverdagen på den her måde, det er svært ikke at blive glad helt ind i knoglerne over udsigten til at kunne bruge det her i mange mange år, og foran os ligger alle instrumenterne så og venter :o) Fik lyst til at dele hvordan tankegangen i sig selv har værdi i vores hverdag, også selvom Aksel ikke endnu er i stand til at blive medieret igennem instrumenterne, men det skal snart komme, det lover jeg ;o)

Fik nogle meget fine kommentarer for mit lille indblik i vores erfaringer fra hverdagen og det var selvfølgelig dejligt, at andre, der også lige er startet ud med at gøre sig erfaringer, kan genkende det vi erfarer lige nu. Har indimellem tænkt, at det jo nærmest kan virke banalt, men det er i de helt små tilgange, at den store forskel ligger. I evnen til at skille de forskellige kognitive funktioner ad, observere og selvfølgelig guide/mediere barnet, så der hele tiden sker fremskridt. Små opgaver i dagligdagen får simpelt hen et andet fokus, når man samtidig kan skille tingene ad og se dem med kognitive briller. Mange af tingene har også motorisk læring for Aksel.

Så sent som igår viste han hvordan han udvikler sig i det små. Bestikket skulle på plads, og en kniv eller gaffel kommer i forkert rum, han opdager det selv, og flytter den selv på plads. Se det er store sager, når man for bare få uger siden mere eller mindre ville have gættet sig frem. At der så også går fis og ballade i den, ja det er vel også gode tegn. En gryde skulle på plads og han vandrer friskt og frejdigt ind og sætter den med et stort grin på spisebordet. På en anmodning om at tage den med tilbage og sætte den på plads griner han bare tilbage som om, det kan du da selv gøre... Lidt svært ikke at komme til at smile af ham, så der er også meget øvelse i at holde ham fokuseret på det vi laver, samtidig med, at der også skal være plads til fis og ballade... Han endte med at stille den på plads, da jeg tog den fra spisebordet og gav ham den. 

Jeg øver mig som en gal på at holde roen, også når han forsøger at undvige. Vi er igang med at lære, at tage strømper på selv. Vildt frusterende for Aksel og jeg bliver let irriteret, når jeg kan mærke han nærmest opgiver på forhånd uden at prøve. Ikke en god kombi, for han mærker min frustration lige med det samme. Her til morgen lykkes det mig at fastholde øvelsen og da strømperne kom på, så var han så pavestolt og sagde "mere". Ja, nu har han jo kun 2 fødder, så der var ikke mere at komme efter, men fra at være meget tæt på at opgive så kom vi til vejs ende - begge to og det beskriver meget godt hvor meget energi vi skal bruge på at styre egen utålmodighed/uro, især når han er ved at opgive og man selv synes han ikke engang har prøvet endnu. Den der frustrationstærskel han når til, og skal hjælpes forbi for derefter at mærke stoltheden over at lykkes, pyha den udfordrer... Især når den kommer meget tidligt, og næsten inden man er igang. Tænk bare hvor hurtigt han bliver usikker, det er virkelig tankevækkende og meget meget vigtigt, at vi holder for øje, at han allerede inden han er igang selv, er ved at opgive. Men det er så sundt at se det lykkes, for så kan jeg også mærke jeg tør udfordre ham mere, velvidende, at det lige nu er mig og min ro, der kan få ham igennem. På sigt skal han overtage den ro selv.  Så er næste udfordring min ivrighed for at se mere lykkes, den tager vi en anden gang, for det er så den anden udfordring ;o) Mere vil have mere, og så bliver jeg for ivrig - det skal der også lige styr på.

Så kom ikke og sig vi ikke udvikler os her i huset. Det er selvudvikling på højt højt plan ;o)

PS Det her indlæg er skrevet i weekenden og her til morgen skulle Aksel kun overtales ganske kort, inden han gav sig til at prøve at tage strømper på. Det er stadig meget svært at få alle 5 tæer med ind, så der hjælper jeg lige, men nu er motivationen for at øve ved at være der. STORT!

Mickey Mouse is in the House

Se lige denne stolte lille mand! Det er lige gået op for ham, at han har lånt mickey's tøj og skal have det på i børnehave. Hold nu op han var stolt. Det var moderen og faderen også. Det abstrakte i at være klædt ud har Aksel haft svært ved at forstå, men her til morgen faldt ti-øren ❤️

Fastelavnsfesten var gået fint, og kun tøndeslagningen havde overmandet Aksel så meget, at han var gået tilbage til børnehaven med en af de voksne. Super dag for vores lille Mickey-fan.

Et lille hverdagseksempel

I sidste uge var Michael i England af arbejdsmæssige årsager.

Da der skal skiftes til nattøj:

Aksel: far henne?
Mor: far er i England, han skal sove der 1 nat og så kommer han hjem imorgen. England er et land, vi bor i Danmark, det er også et land og du er født i Nigeria, det er også et land.
Aksel ser tænksom ud, han får sit nattøj på og vi går derefter op og putter...

Næste morgen:

Aksel: far henne?
Mor: Ja, Aksel, hvor er det far er henne?
Aksel: Lelland (eller noget i den stil, ihvertfald et tydeligt forsøg på at sige England).

For bare 14 dage siden ville samtalen have været en ganske anden. Jeg ville begge gange have svaret: "far er på arbejde" - ud fra antagelsen om, at Aksel ikke havde brug for mere og ikke kunne rumme eller forstå mere. Når han spurgte igen ville jeg tænke: "han har glemt det vi talte om igår". Synes vores 2 samtaler viser, at han forstår meget mere end vi har givet ham mulighed for at vise.

Og det er de her små bitte åbninger i hverdagen, der pludselig er blevet til små læringssituationer, og hvor Aksel også viser, han lærer.

Så sent som igår tog vi et spil memory. Han har sådan nogenlunde fat i konceptet, men der er også en del trial-and-error involveret. Så i stedet for at lade ham gøre det, så forklarede jeg ham i starten, at det er meningen, at han skal forsøge at huske hvor brikkerne ligger, efterhånden som vi får dem vendt. Vi tog lige lidt tid ved hver brik og snakkede om billedet og vupti, så kunne han faktisk huske et par omgange tilbage. Ikke alle, men nogle.

For de fleste familier vil det her være ganske normale scenarier, fordi de fleste børn selv stiller et hav af spørgsmål og indimellem kræver forklaringer, som selv voksne kan blive befippet over en barnehjerne har brug for. Aksel ville helt sikkert indimellem også gerne spørge mere, men det kommer ikke ud af munden og vi skal hele tiden være meget bedre til at vise ham, at det er iorden at få mere information, få det forklaret igen eller lignende. Er sikker på han indimellem ikke antager hans tanker er noget værd, for når de ikke kommer ud af munden, så kan ingen jo værdsætte dem og dermed anerkende ham for det. Hold da op hvor har vi bare fået syn for noget hamrende vigtigt her.