Hunhunden Ilse

<p>sidder på paskontoret i Lagos. Hold da kæft hvor vi mødte hvad jeg må kalde den største møgkælling af alle igår i forbindelse med turen til paskontoret.</p>
<p>Een ting er, at man venter meget&#0160;på alting her i Nigeria, det har vi hele tiden været forberedte på og har taget det oppefra og ned. I forbindelse med pas vidste vi godt, at vi skulle væbne os med tålmodighed. Det gjorde vi. Dagen startede 11.30 med afhentning og vi var heldige med trafikken og var fremme kl 12. Så satte vi os i venteområdet - og blev hurtigt dagens underholdning for de andre ventende. Vi må jo sige, at vi vækker opsigt, når der kommer 3 hvide par med 4 mørke børn. Der bliver kigget og fulgt med - sådan er det - det er såmænd altid en positiv opmærksomhed.</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e190d533970b-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000234" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e20147e190d533970b image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e190d533970b-800wi" title="P1000234" /></a>&#0160;</p>
<p>Da vi langt om længe blev kaldt ind til første skridt, efter 3 timers venten, viste det sig, at paskontoret har besluttet, at de vil gennemføre et interview med alle familier inden de godkender udstedelse af pas. Vi havde en fra LIFE med os og hun var ikke blevet orienteret om ændringen, så hun blev meget overrasket. Vi var de første - eller det vil sige, først troede Chinasa fra LIFE, at vi kunne nøjes med at sende en af forældrene med barn derind. Michael gik ind med Aksel og blev svinet til, fordi det ikke var mig, der var der. De havde sørme ikke intentioner om at adoptere børn til mænd, derefter ville hun ikke tro på at Aksel ikke var syg, ja han er lille - men er jo for f.. stadig igang med at komme sig over sin undervægt. Og så gik interviewet igang - hun ville ikke tro på vi var gift, hun ville ikke tro på at vi havde valgt Nigeria pga andres positive oplevelser med adoption herfra osv. Hun ville ikke tro på, at man rent faktisk godt kan synes et mørkt barn er smukt og at tanken om at få børn med anden hudfarve end ens egen er noget man glæder sig over. Måden hun spurgte og svarede os på var ubehøvlet og hele tiden ladet med mistro. Michael kogte af raseri og jeg var chokeret. Hvad h... bildte hun sig lige ind? Og hvad havde hun tænkt sig at gøre? Adoptionen er ligesom både godkendt af det politiske og det retslige system allerede så hvad skulle de som paskontor stille op, hvis den dumme kælling nu besluttede sig for ikke at udstede pas?</p>
<p>Elvira var dybt frustreret, da vi fortalte om oplevelsen. De andre danske familier fik samme tur. Hun har bedt os nedskrive spørgsmålene og beskrive hendes attitude, så de kan gå videre med det. Det ligner jo ikke noget, at man skal sidde til eksamen i en situation, hvor alting er godkendt andre steder.</p>
<p>Efter den grufulde oplevelse var det tid til at få taget billeder- vi skulle selvfølgelig lige vente først ;o) Det havde vi hørt kunne være lidt af en udfordring, da de ikke altid er lige pædagogiske i deres tilgang til børn. Det gik OK - Aksel var godt nok ikke helt nemtat få til at kigge ind i kameraet, men han var hverken gal eller sur over situationen, så efter 5. forsøg mente de de havde et billede, der kunne bruges.</p>
<p>Heksen fra interviewet mente iøvrigt ikke dokumentationen i vores sager var god nok, så LIFE skal derud med yderligere papirer idag. Hvornår de så udsteder passene ved vi ikke, men forhåbentlig i starten af næste uge. Hun havde efterspurgt billeder af vores hjem og som Elvira sagde, ja så kan hun slet ikke forlange den slags - igen - sagerne er jo godkendt af ministeriet og retten og et paskontor er &quot; bare&quot; en udførende instans.</p>
<p>Så vi var trætte, da vi kom hjem ved 18.30-tiden igår. Gæt selv hvad samtalen over middagen drejede sig om? Vi havde vist alle brug for at komme af med dagens oplevelse over et glas vin. Vi var tilbage på værelset med en sovende Aksel kl 20.45 - klokken 21.15 gik jeg kold...</p>

Planlægning af hjemrejsen

<p>Vi har forsøgt at få overblik over hvordan vi kommer hjem i næste uge.</p>
<p>Vi skal på paskontoret imorgen - det håber vi ihvertfald holder. Derefter tager det 2-3 dage at få passet, så hvis alt går vel, så har vi pas på Aksel mandag. Hvis det bliver tilfældet, så kontakter vi Lufthansa og håber vi kan ombooke billetterne til hjemrejse tirsdag aften. Det betyder, at vi lander i Billund onsdag formiddag.</p>
<p>Går det ikke som planlagt med passet beholder vi vores oprindelige booking. Så kommer det til at dreje sig om så få dage, at vi vælger at blive. Den lyder på afgang fra Lagos fredag aften og ankomst i Billund lørdag formiddag.</p>
<p>Men vi ved det altså ikke med sikkerhed før på mandag. Det hele afhænger af passet og hvornår vi har det&#0160;i hånden. Men nu kan vi i det mindste sige, at vi enten kommer hjem onsdag eller lørdag.</p>
<p>Vores rute er over Frankfurt - og ankommer i Billund kl. 9.50. Når vi kender den endelige afrejsedato lægger jeg lige flynummer og rejseplan ind.</p>
<p>Vi glæder os usigeligt til at komme hjem. Det bliver skønt at komme hjem til egne rammer og få introduceret Aksel til hans nye hjem. Med hensyn til ankomsten i lufthavnen er de som har lyst velkommen til at komme forbi og sige hej. Vi ved det er svært at planlægge under de her omstændigheder, så vi forventer ikke alle kan være der med dette korte varsel. I ved det godt, men jeg skriver det alligevel lige.&#0160; Aksel kommer til at sidde i sin bæresele hos enten mor eller far i lufthavnen. Han er slet ikke klar til at komme i armene på andre endnu og da slet ikke lige efter en lang flyvetur og ankomst til noget helt nyt. Når vi har sagt hej i lufthavnen tager vi hjem og derefter vil der gå noget tid, hvor vi vil holde ro på hverdagen indtil Aksel bliver klar til at se andre.</p>
<p>Nøøøj hvor bliver det stort at komme hjem. Jeg har faktisk ikke helt forstået det endnu - han skal med os hjem, han er vores, han er her for altid og der kommer altså ikke nogen og henter ham inden afgang. Det er ganske vist!</p>

Sidste skridt nærmer sig.

<p>Så begynder det endelig at se ud som om vi kan se en ende på vores ophold her i Nigeria. Nigeria-trætheden er så småt begyndt at sætte ind. Dagene ligner hinanden og det kan godt mærkes, at vi ikke rigtig har mærket fremskridt i sagerne siden før jul.</p>
<p>Men idag fik vi at vide, at vi skal på paskontoret på torsdag. Det er bare gode nyheder. Ja, det kunne jo have været dejligt, om det var blevet før, men nu er der i det mindste udsigt til sidste skridt. Når besøget på paskontoret er overstået tager det normalt 2-3 hverdage at få det færdige pas. Det betyder, at vi tidligst har et pas i hånden tirsdag i næste uge og hvornår vi så flyver hjem vil tiden vise. Vi er enige om, at vi ikke ombooker vores billetter før vi har passet i hånden. Vores oprindelige booking er lavet til den 21. januar, så det er ikke mange dage vi eventuelt kommer til at spare hernede ved at lave billetterne om. Men nu får vi se - det lader ihvertfald til at vi er på vej hjem i næste uge.</p>
<p>Aksel-bassen har det stadig godt. Det har bestemt gjort ham godt at komme af med ormen. En af de andre drenge, der også har haft orm har så sendt som idag leveret endnu en orm i bleen - af en anseelig størrelse, så vi er langt fra sikre på, at Aksel er ormefri endnu. Han viser dog noget mere madglæde nu og har også betydelig mere energi end før ormen, så om han har flere er svært at vide. Vi giver ham endnu en kur imorgen og ser...</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20148c77bf2ec970c-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000203" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e20148c77bf2ec970c image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20148c77bf2ec970c-800wi" title="P1000203" /></a>&#0160;</p>
<p>Ellers er dagene gået med lidt af hvert. En tur i supermarkedet, en tur i poolen med efterfølgende frokost på en lokal bar. I går eftermiddags ville mænnerne se lidt fodbold - det var der også et par politifolk der havde tænkt sig. Det gav heldigvis ikke ballade, istedet fik mænnerne charmet sig til et billede. Det var et lidt bedre møde end det de havde den dag de var på ministeriet... Den dag blev de stoppet af politiet - eller det var jo chaufføren, men han blev stoppet for en meget lille forseelse. Det endte med, at han fik sig talt frem til en bøde fremfor anholdelse og mændene betalte den for ham (i DDK taler vi om 80 kr). Chaufføren var taknemmelig og mændene en oplevelse rigere.</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e1724b1d970b-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000211" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e20147e1724b1d970b image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e1724b1d970b-800wi" title="P1000211" /></a>&#0160;</p>

En update

<p>Så prøver jeg lige at få lavet en update. Jeg synes allerede jeg roder rundt i de sidste dage.. - men hva&#39;, I aner jo ikke om det er den rigtige udgave I får.</p>
<p>Tirsdag var alle mændene en tur i ministeriet. LIFE vurderede, at det var en god ide, at tage forbi og tjekke dokumenter. De har alt for ofte oplevet fejl i stavningen af navne og det forsinker altid processen at skulle have den slags rettet. Mændene tog afsted og gjorde en tur ud af det. Imens var vi et par stykker, der ville skaffe noget ormemedicin til ungerne. Et par af de andre børn har haft orm med sig fra børnehjemmet og vi var ikke længere sikre på, at vi ikke også havde fået ekstra gæster med. Vi fik købt medicin og givet ungerne det. Allerede dagen efter havde den anden danske familie gevinst - deres søn kastede en orm op! Klamt... mere om Aksels gæster senere...</p>
<p>Onsdag besluttede vi os for en tur til Lekki Market. Vi har ikke rigtig været afsted på marked endnu og synes vi skulle have oplevelsen med os. Vi ved jo godt - fra tidligere rejser, at det ikke kan betale sig at købe sig fattig i den lokale kunst. Det er sjældent det samme at få det hjem, som den begejstring man får for det hernede. Vi fik købt et par træting - nogle dyr til Aksel, som han enten kan lege med eller bruge som pynt på værelset. Jeg faldt for et kvindehoved - udskåret i træ. Om det overhovedet har noget med afrikansk kunst at gøre er så en anden sag. Jeg så ihvertfald flere ting, som jeg ved en veninde har anskaffet sig på sine rejser til Ghana - så mere lokalt er det så heller ikke ;o)</p>
<p>Torsdag var vi blevet inviteret i ministeriet for at lære at holde børnenes hår. Nu er det jo det første afrikanske land vi besøger, men det virker som om nigerianerne går MEGET&#0160; op i deres hår. De bemærker det med det samme og spørger direkte til hvem der har ordnet det - og man får også deres ærlige mening, hvis det ikke er godt nok. Og det er en udfordring er holde børnenes hår - specielt pigernes. Drengenes kan jo klippes helt kort og så er det det, men vi har såmænd fået en lektion i hvordan vi skal rede Aksels hår. Det er ikke bare den teknik vi kender - og fået at vide hvordan vi skal holde det&#0160;med olie osv. Dagen på ministeriet blev noget presset. Frisøren kom 2 timer for sent - og der var børnene allerede trætte og opkørte. Vi sad alle 4 familier på ministerens varme kontor, mens hun holdt sine møder og folk kom og gik. Frisøren kom så igang, men det stakkels første offer var træt og begyndte hurtigt at græde. Dernæst kom næste til og det blev altså hurtigt svært at følge med i teknikken,&#0160;holde styr på børnene osv. Til sidst blev frisøren opfordret til at få fat i en dummy, så det ikke var ungerne der skulle stå model til mødrenes uprøvede fletteteknikker. Og den skulle jo så hentes.... Ventetid igen..... Men så måtte vi altså til sidst kaste håndklædet i ringen. Ungerne holdt ikke til mere og vi gav op efter 5 varme timer. Vi havde jo egentlig ikke så meget at lære, men var taget med for at vise den gode vilje. Det er trods alt meget tydeligt, at de gerne ser vi gør en indsats for at lære det med hår, så vi kan holde børnenes hår&#0160;ordentligt, når vi kommer hjem.</p>
<p>Igår fredag havde vi ingen planer... Dejligt. Vi gik over til morgenmad som vi plejer. Aksel nøs.... og jeg skal love for det var et nys vi&#0160; kommer til at huske. Da jeg kigger ned på ham (han sad i bæreselen) bemærkede jeg godt, at der udover snot var en bussemand med ud - en lidt stor en, men jeg troede det var en heftig en. Det må man sige det var - det var en 20 cm lang orm, der lige stak med ud. Jeg fik den ud og var nærmest i panik - den var stadig levende.... Adrrrr... altså hvor er det ubeskriveligt klamt. Den blev skyllet ud i toilettet og vi fik sundet os. Nu håber vi medicinen har fået tag på resten af de kravl. De skulle efter sigende blive opløst af medicinen og komme ud med afføringen. Vi har bemærket noget trevl, som nok er det. Det er sjældent de kommer ud af næse eller mund, men det er så sket for 2 af ungerne nu.</p>
<p>Det gode er, at han i den grad virkede lettet. Tror da pokker. Selvom sådan en orm ikke er stor, så fylder den jo alligevel meget i sådan en lille fyr og den har jo nok ikke været den eneste, så det er helt klart godt vi har fået det bras ud. Hans symptomer er stadig ikke helt væk - det giver bla astmatiske symptomer, fordi de&#0160;bla formerer sig via&#0160;lungerne, men det kommer sikkert også til at tage nogle dage at få det hele ud. Han skal behandles igen og så skal vi selvfølgelig have ham grundig tjekket hos egen læge ved hjemkomst. Hans hoste har sandsynligvis også været orme-relateret - når æggene ligger i lungerne skal de hostes op for at blive slugt igen og komme ned i mavesækken og blive til orm.</p>
<p>Ja, det var lidt af en oplevelse og nu har den lille mand godt nok også været udsat for lidt af hvert... Jeg er nærmest imponeret over, at han overhovedet har taget på mens vi har haft ham, med alle de ting han har skulle bekæmpe sideløbende.&#0160;Nu håber vi så for ham, at han kan tage på lidt hurtigere og bliver mere madglad.</p>
<p>Til slut vil jeg nævne, at vi håber på at få tid på paskontoret i næste uge. Vi ved det ikke, men det burde altså kunne lade sig gøre. Vi venter på fødselsattesterne - og dem havde LIFE ikke hørt noget om igår, så hvornår de bliver færdige er uvist. Men når de er det, så kan vi komme på paskontoret og derefter tager det 2-3 dage at få passet klar - normalt. Hvad det tager i virkeligheden eller for os vides ikke.&#0160;Vi ville rigtig gerne herfra næste weekend, men det er umuligt at sige om det lykkes....</p>
<p>&#0160;</p>

Vi er lige her!

<p><br/>
Og har det godt, men er igen løbet i netproblemer. Hotellet kan ikke få det trådløse til at virke. Nu har vi så fået lov at bruge nettet via kabel i deres Business Center, men det er jo lige en tand mere besværligt. Ja, jeg ved godt vi ikke har de vilde ting at lave, men det lykkes os alligevel at få brugt tiden - men mere om det senere ;o)<br/>
<br/>
&nbsp;<br/>
<br/>
Jeg skal gøre mit bedste for at få et indlæg på om de sidste dage, snart.<br/>
<br/>
&nbsp;<br/>
<br/>
Vi håber også snart på at kunne juble over pas. Hjemrejsen er indenfor rækkevidde, men dog stadig uvis. Vi håber på at vi højst har 7-10 tilbage hernede.</p>

En hyldest til en far

<div style="font-size: 10pt; color: #000000; font-family: tahoma, new york, times, serif;">
<div>Der er en person i familien, som I indtil videre ikke har hørt det vilde om herinde. Han er med på billederne og figurerer jo også hver gang der står &quot;vi&quot;. Ham der faderen til Aksel, min mand, kæreste og husbond - Michael.</div>
<div>&#0160;</div>
<div>At blive forældre sammen har, som det jo er for alle, været begyndelsen på et helt nyt kapitel i vores liv. Da vi i tidernes morgen besluttede os for at det skulle være os og at børn derfor ville blive en del af vores samliv kendte vi faktisk ikke hinanden ret godt. Det er vi så kommet til siden. Men man ved jo aldrig hvad det egentlig indebærer inden man endelig står i det.</div>
<div>&#0160;</div>
<div>Og jeg har svært ved at sætte ord på hvor stort det er at være blevet forældre sammen med Michael. Han er simpelt hen den bedste far, man kan tænke sig. Hans evne til at fange Aksels små finurligheder, se hans behov og være der for ham er så fantastisk at opleve. At mærke hvor stort det var, da vi endelig havde mødt Aksel, at mærke hvordan det gik op for ham at det var nu og mærke hvordan han tydeligt fik gang i følelser, han slet ikke selv havde troet han rummede. Han har sagt, at det her er større end han nogensinde havde forestillet sig (det er vist meget normalt for en mand, synes jeg at fornemme...)&#0160;Se ham springe direkte&#0160;ud i alt det store og&#0160;bare være i det - turde give sig hen - turde lade de store følelser få plads. At se ens mand blive helt salig, når han betragter Aksel, mens han sover - det&#0160;må siges, at være en smuk oplevelse - både som hans kone og for parforholdet.</div>
<div>&#0160;</div>
<div>Det er også helt fantastisk at mærke den naturlighed vi heldigvis begge har med rollerne. Vi behøver ikke diskutere hvem der gør hvad - det falder os begge naturligt at tage vores tørn. Det eneste jeg har eneret på er lortebleerne ;o) Michael har nærmet sig og skal nok lære det... Men det er bare så skønt at det fællesskab, der ligger i at blive en familie falder så dejligt naturligt. Det er jo det man håber på og drømmer om og det er ihvertfald den start vi har fået. Der skal nok komme udfordringer til parforholdet, når vi skal have hverdagen til at fungere derhjemme, men at mærke at grundstenene er iorden, det giver ro.</div>
<div>Og iøvrigt har Aksel det godt (ved jo godt det er ham I vil høre om). Han er tilbage i rigtig god form - stadig hostende, men uden feber og med rigtig god appetit. Han har også udvidet sit repertoire på madfronten - der glider sørme kartoffelmos ned nu og ris vendt i chili (til faderens store fornøjelse). Han har hidtil holdt sig til sine kendte klassikere, så det er rart at mærke, at han stille og roligt er frisk på&#0160;nye madoplevelser.</div>
</div>

Tilbage fra lægetjek

<p>Vi har idag været ved lægen til sidste tjek-up.</p>
<p>Aksels blodprøve viste forhøjede tal for malaria og tegn på infektion, men de tal var ikke foruroligende høje. Lægen konstaterede, at behandlingen vi startede torsdag aften var den rigtige. Og det tyder Aksels tilstand også på. Igår var han noget pjevset, men havde også tidspunkter med højt humør. Hans feber har gradvist været faldende. Når vi hver 8. time giver ham den febernedsættende medicin har han feber, men set over tid er den hver gang lavere end sidste gang, så det tyder på han langsomt er ved at få bekæmpet malariaen. Hosten kommer og går, men vi håber han får mere energi til at få den helt i bund, så snart han ikke længere skal bruge energi på malariaen.</p>
<p>Det med at skulle give medicin er noget af en grænseoverskridende affære som nybagte forældre - tror nu aldrig man kommer til at vænne sig til det. Aksel skriger som en stukket gris og vi må tvinge det i ham. Vi har heldigvis engangssprøjter med, der gør at vi kan liste en sprøjte i munden på ham (ja altså uden nålen...) og på den måde få det så langt ind i munden, at det ryger ned. Men det er ikke sjovt at skulle tvinge det i ham. Han kæmper en brav kamp for at komme fri af vores greb og det er ikke rart at skulle holde igen. Heldigvis er han oftest hurtig til at tilgive, når vi er færdige. Og lige for tiden er det nogen gange i døgnet den lille mand udsættes for sine forældres hårdhændede behandling - han får ikke mindre en 3 slags medicin. Heldigvis er vi færdige med hele 2 af dem imorgen.</p>
<p>Da han idag hilste på lægen var det med noget forbehold, meeen dog ikke med skrig og skrål. Sygeplerjerskerne bliver han vist aldrig gode venner med - de vil jo bare tage tøjet af ham og stikke termometer op i numsen - forstår godt det ikke er et godt grundlag for venskab....</p>