Hunhunden Ilse

<p>sidder på paskontoret i Lagos. Hold da kæft hvor vi mødte hvad jeg må kalde den største møgkælling af alle igår i forbindelse med turen til paskontoret.</p>
<p>Een ting er, at man venter meget&#0160;på alting her i Nigeria, det har vi hele tiden været forberedte på og har taget det oppefra og ned. I forbindelse med pas vidste vi godt, at vi skulle væbne os med tålmodighed. Det gjorde vi. Dagen startede 11.30 med afhentning og vi var heldige med trafikken og var fremme kl 12. Så satte vi os i venteområdet - og blev hurtigt dagens underholdning for de andre ventende. Vi må jo sige, at vi vækker opsigt, når der kommer 3 hvide par med 4 mørke børn. Der bliver kigget og fulgt med - sådan er det - det er såmænd altid en positiv opmærksomhed.</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e190d533970b-pi" style="display: inline;"><img alt="P1000234" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e20147e190d533970b image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20147e190d533970b-800wi" title="P1000234" /></a>&#0160;</p>
<p>Da vi langt om længe blev kaldt ind til første skridt, efter 3 timers venten, viste det sig, at paskontoret har besluttet, at de vil gennemføre et interview med alle familier inden de godkender udstedelse af pas. Vi havde en fra LIFE med os og hun var ikke blevet orienteret om ændringen, så hun blev meget overrasket. Vi var de første - eller det vil sige, først troede Chinasa fra LIFE, at vi kunne nøjes med at sende en af forældrene med barn derind. Michael gik ind med Aksel og blev svinet til, fordi det ikke var mig, der var der. De havde sørme ikke intentioner om at adoptere børn til mænd, derefter ville hun ikke tro på at Aksel ikke var syg, ja han er lille - men er jo for f.. stadig igang med at komme sig over sin undervægt. Og så gik interviewet igang - hun ville ikke tro på vi var gift, hun ville ikke tro på at vi havde valgt Nigeria pga andres positive oplevelser med adoption herfra osv. Hun ville ikke tro på, at man rent faktisk godt kan synes et mørkt barn er smukt og at tanken om at få børn med anden hudfarve end ens egen er noget man glæder sig over. Måden hun spurgte og svarede os på var ubehøvlet og hele tiden ladet med mistro. Michael kogte af raseri og jeg var chokeret. Hvad h... bildte hun sig lige ind? Og hvad havde hun tænkt sig at gøre? Adoptionen er ligesom både godkendt af det politiske og det retslige system allerede så hvad skulle de som paskontor stille op, hvis den dumme kælling nu besluttede sig for ikke at udstede pas?</p>
<p>Elvira var dybt frustreret, da vi fortalte om oplevelsen. De andre danske familier fik samme tur. Hun har bedt os nedskrive spørgsmålene og beskrive hendes attitude, så de kan gå videre med det. Det ligner jo ikke noget, at man skal sidde til eksamen i en situation, hvor alting er godkendt andre steder.</p>
<p>Efter den grufulde oplevelse var det tid til at få taget billeder- vi skulle selvfølgelig lige vente først ;o) Det havde vi hørt kunne være lidt af en udfordring, da de ikke altid er lige pædagogiske i deres tilgang til børn. Det gik OK - Aksel var godt nok ikke helt nemtat få til at kigge ind i kameraet, men han var hverken gal eller sur over situationen, så efter 5. forsøg mente de de havde et billede, der kunne bruges.</p>
<p>Heksen fra interviewet mente iøvrigt ikke dokumentationen i vores sager var god nok, så LIFE skal derud med yderligere papirer idag. Hvornår de så udsteder passene ved vi ikke, men forhåbentlig i starten af næste uge. Hun havde efterspurgt billeder af vores hjem og som Elvira sagde, ja så kan hun slet ikke forlange den slags - igen - sagerne er jo godkendt af ministeriet og retten og et paskontor er &quot; bare&quot; en udførende instans.</p>
<p>Så vi var trætte, da vi kom hjem ved 18.30-tiden igår. Gæt selv hvad samtalen over middagen drejede sig om? Vi havde vist alle brug for at komme af med dagens oplevelse over et glas vin. Vi var tilbage på værelset med en sovende Aksel kl 20.45 - klokken 21.15 gik jeg kold...</p>