Her er lidt stille...

Ja, nyhedens interesse er ved at have lagt sig. Heldigvis er meget af det vi har ændret på hurtigt blevet hverdag, så det er rigtig dejligt. Dejligt at mærke, at Aksel på få uger har lært at tømme opvaskeren og nu kan sortere bestik og tallerkner ret selvstændigt. Borddækning er han også blevet god til, dog er vi ofte oppe imod en træthedsfaktor, som ikke altid gør det nemt.

Nysgerrigheden er øget. Stædigheden især og så kan vi indimellem mærke, at han sørme også kan koncentrere sig længere om noget. Uha, det er store sager...

Men det er stadig svært at holde fokus ret længe. Vi bruger meget energi på at holde ham fast i det vi nu har sat igang, og nogengange er det bare det der skal til for det lige pludselig fanger og andre gange må man bare sande, at det ikke hjælper. Sidder vi med en bog, så kan han sidde stille enormt længe - at synge eller blive læst for, det elsker han. Men det kræver heller ikke nødvendigvis så meget output af ham, så det er ikke så mærkeligt. Til gengæld er det godt for hans sproglige udvikling, så den slags forsøger vi at gøre så meget som muligt.

I næste uge skal vi på skiferie. Det bliver sindsygt spændende at se om han kan fange konceptet. Hvor meget vi kommer til at mediere os igennem leg og læring er nok ikke det vilde, men omvendt så er sådan en uge god for alt muligt andet. Håber jeg kan poste nogle fantastiske billeder af en glad gut på vej ned af børnebakken i en god plov.

Feuerstein på "hverdagsk"

Lige efter kurset i uge 4 skrev jeg følgende på den lukkede gruppe på Facebook for dem, der har været igennem FIE Basic:

Har meget lyst til at dele min spæde erfaringer efter kurset i sidste uge. Vores Aksel på snart 5 har på de fleste punkter en funktionsniveau som en 3 årig, på nogle punkter nok yngre end det. Vi har i den grad savnet værktøjer til at bringe hans lyst til læring i spil - og kurset i sidste uge, klart hjulpet godt på vej af Shannons dygtige evne til at overføre tænkning og læring til dagligdagen, har gjort en kæmpe forskel. Jeg blev opmærksom på, at vi ikke kræver ret meget tænkning af ham, vi har haft tendens til at tale over hovedet på ham og har undladt at involvere ham, fordi vi ikke tænkte han kunne forstå det alligevel. Sprogligt er han udfordret, og det har præget meget af den måde vi har gået til ham på. Det lag vat er taget helt af og vi har vendt masser af dagligdagens situationer helt om - i stedet for at bede ham gøre dit og dat, så spørger vi ham først, nu skal vi dække bord, hvad skal vi bruge? Du skal have tøj på, hvad vil du have på først? Tømme opvasker, hvor skal bestikket være (kæmpe opgave for Aksel, da hans finmotorik driller, man han har i løbet af få dage fundet en god strategi, et styk af gangen, så kan han styre og ramme rummene :o) På bare få dage ser vi flere og flere initiativer og vi kan se masser af små fremskridt i hans kognitive måde at gå til tingene på. Fremfor at skåne, fordi man hele tiden selv er lidt bange for at se hvor svært det er for ham, tænker vi hele tiden vi kan lære af at se hvad der lykkes og hvad der ikke gør. Hele tanken om at se potentiale fremfor begrænsning via forståelsen for de kognitive funktioner gør det meget meget nemmere at håndtere når man ser begrænsningerne, for nu ved vi hvad vi kan se han lykkes med og hvad han stille og roligt skal udfordres på. Det er svært for ham at holde fokus ret længe af gangen, men igen, det arbejder vi så på, han mister også tit modet, hvis ting driller, men også her han han i løbet af de sidste dage vist en spirende stædighed fremfor at blive ked af det og bakke ud. Stædighed har han i sig, det ved jeg, og at få den med ind i hans læringsstrategi vil være godt ;o) Jeg prøver at gøre det til en vane, at samle op på hvad jeg ser han gør og fortælle ham det, så jeg holder fokus på at se de kognitive fremskridt, men også stille og roligt lære Aksel, at fornemme han tænker og lærer. Det er ikke lange opsamlinger, men bare kort og godt at jeg kan se han indsamler information, at han tænker over det inden han gør noget etc etc. Føles bare så rigtigt at få det ind i hverdagen på den her måde, det er svært ikke at blive glad helt ind i knoglerne over udsigten til at kunne bruge det her i mange mange år, og foran os ligger alle instrumenterne så og venter :o) Fik lyst til at dele hvordan tankegangen i sig selv har værdi i vores hverdag, også selvom Aksel ikke endnu er i stand til at blive medieret igennem instrumenterne, men det skal snart komme, det lover jeg ;o)

Fik nogle meget fine kommentarer for mit lille indblik i vores erfaringer fra hverdagen og det var selvfølgelig dejligt, at andre, der også lige er startet ud med at gøre sig erfaringer, kan genkende det vi erfarer lige nu. Har indimellem tænkt, at det jo nærmest kan virke banalt, men det er i de helt små tilgange, at den store forskel ligger. I evnen til at skille de forskellige kognitive funktioner ad, observere og selvfølgelig guide/mediere barnet, så der hele tiden sker fremskridt. Små opgaver i dagligdagen får simpelt hen et andet fokus, når man samtidig kan skille tingene ad og se dem med kognitive briller. Mange af tingene har også motorisk læring for Aksel.

Så sent som igår viste han hvordan han udvikler sig i det små. Bestikket skulle på plads, og en kniv eller gaffel kommer i forkert rum, han opdager det selv, og flytter den selv på plads. Se det er store sager, når man for bare få uger siden mere eller mindre ville have gættet sig frem. At der så også går fis og ballade i den, ja det er vel også gode tegn. En gryde skulle på plads og han vandrer friskt og frejdigt ind og sætter den med et stort grin på spisebordet. På en anmodning om at tage den med tilbage og sætte den på plads griner han bare tilbage som om, det kan du da selv gøre... Lidt svært ikke at komme til at smile af ham, så der er også meget øvelse i at holde ham fokuseret på det vi laver, samtidig med, at der også skal være plads til fis og ballade... Han endte med at stille den på plads, da jeg tog den fra spisebordet og gav ham den. 

Jeg øver mig som en gal på at holde roen, også når han forsøger at undvige. Vi er igang med at lære, at tage strømper på selv. Vildt frusterende for Aksel og jeg bliver let irriteret, når jeg kan mærke han nærmest opgiver på forhånd uden at prøve. Ikke en god kombi, for han mærker min frustration lige med det samme. Her til morgen lykkes det mig at fastholde øvelsen og da strømperne kom på, så var han så pavestolt og sagde "mere". Ja, nu har han jo kun 2 fødder, så der var ikke mere at komme efter, men fra at være meget tæt på at opgive så kom vi til vejs ende - begge to og det beskriver meget godt hvor meget energi vi skal bruge på at styre egen utålmodighed/uro, især når han er ved at opgive og man selv synes han ikke engang har prøvet endnu. Den der frustrationstærskel han når til, og skal hjælpes forbi for derefter at mærke stoltheden over at lykkes, pyha den udfordrer... Især når den kommer meget tidligt, og næsten inden man er igang. Tænk bare hvor hurtigt han bliver usikker, det er virkelig tankevækkende og meget meget vigtigt, at vi holder for øje, at han allerede inden han er igang selv, er ved at opgive. Men det er så sundt at se det lykkes, for så kan jeg også mærke jeg tør udfordre ham mere, velvidende, at det lige nu er mig og min ro, der kan få ham igennem. På sigt skal han overtage den ro selv.  Så er næste udfordring min ivrighed for at se mere lykkes, den tager vi en anden gang, for det er så den anden udfordring ;o) Mere vil have mere, og så bliver jeg for ivrig - det skal der også lige styr på.

Så kom ikke og sig vi ikke udvikler os her i huset. Det er selvudvikling på højt højt plan ;o)

PS Det her indlæg er skrevet i weekenden og her til morgen skulle Aksel kun overtales ganske kort, inden han gav sig til at prøve at tage strømper på. Det er stadig meget svært at få alle 5 tæer med ind, så der hjælper jeg lige, men nu er motivationen for at øve ved at være der. STORT!

Mickey Mouse is in the House

Se lige denne stolte lille mand! Det er lige gået op for ham, at han har lånt mickey's tøj og skal have det på i børnehave. Hold nu op han var stolt. Det var moderen og faderen også. Det abstrakte i at være klædt ud har Aksel haft svært ved at forstå, men her til morgen faldt ti-øren ❤️

Fastelavnsfesten var gået fint, og kun tøndeslagningen havde overmandet Aksel så meget, at han var gået tilbage til børnehaven med en af de voksne. Super dag for vores lille Mickey-fan.

Et lille hverdagseksempel

I sidste uge var Michael i England af arbejdsmæssige årsager.

Da der skal skiftes til nattøj:

Aksel: far henne?
Mor: far er i England, han skal sove der 1 nat og så kommer han hjem imorgen. England er et land, vi bor i Danmark, det er også et land og du er født i Nigeria, det er også et land.
Aksel ser tænksom ud, han får sit nattøj på og vi går derefter op og putter...

Næste morgen:

Aksel: far henne?
Mor: Ja, Aksel, hvor er det far er henne?
Aksel: Lelland (eller noget i den stil, ihvertfald et tydeligt forsøg på at sige England).

For bare 14 dage siden ville samtalen have været en ganske anden. Jeg ville begge gange have svaret: "far er på arbejde" - ud fra antagelsen om, at Aksel ikke havde brug for mere og ikke kunne rumme eller forstå mere. Når han spurgte igen ville jeg tænke: "han har glemt det vi talte om igår". Synes vores 2 samtaler viser, at han forstår meget mere end vi har givet ham mulighed for at vise.

Og det er de her små bitte åbninger i hverdagen, der pludselig er blevet til små læringssituationer, og hvor Aksel også viser, han lærer.

Så sent som igår tog vi et spil memory. Han har sådan nogenlunde fat i konceptet, men der er også en del trial-and-error involveret. Så i stedet for at lade ham gøre det, så forklarede jeg ham i starten, at det er meningen, at han skal forsøge at huske hvor brikkerne ligger, efterhånden som vi får dem vendt. Vi tog lige lidt tid ved hver brik og snakkede om billedet og vupti, så kunne han faktisk huske et par omgange tilbage. Ikke alle, men nogle.

For de fleste familier vil det her være ganske normale scenarier, fordi de fleste børn selv stiller et hav af spørgsmål og indimellem kræver forklaringer, som selv voksne kan blive befippet over en barnehjerne har brug for. Aksel ville helt sikkert indimellem også gerne spørge mere, men det kommer ikke ud af munden og vi skal hele tiden være meget bedre til at vise ham, at det er iorden at få mere information, få det forklaret igen eller lignende. Er sikker på han indimellem ikke antager hans tanker er noget værd, for når de ikke kommer ud af munden, så kan ingen jo værdsætte dem og dermed anerkende ham for det. Hold da op hvor har vi bare fået syn for noget hamrende vigtigt her.

Små skridt... små skridt

Efter kurset i sidste uge, kan jeg mærke, at jeg har fået et rigtig godt stykke værktøj til at sætte ord på og gennemskue Aksels kognitive udfordringer.

Har har klart mange af det man vil kalde spirende kognitive processer igang. Det er klart, at det helt basale, det at vide hvad tingene er og hedder stadig er svært, når sproget driller. Men selv det kan vi se masser af gode tegn på er i fuld gang. Han er også begyndt at beskrive ting for os - spontant. Igen super dejligt, for jo mere vi sætter igang af den slags for ham, jo sværere er det tit for ham at finde ordene - jo mere det kommer spontant, jo bedre læring. Og så er næste skridt at kunne sammenligne. Det gør han også - ikke i detaljen, men han kan sagtens vise forskellen på en firkant og trekant, han er sågar, bare efter et par dage, blevet god til at se om bestikket kommer i de rigtige rum i skuffen, når der tømmes opvasker. For at kunne se det, er det nødvendigt at kunne sammenligne med det "rigtige". Han kan arbejde efter en model, men slet ikke beholde modellen i hovedet, hvis man fjerner den. At dække bord er i princippet af have en model i hovedet, som man følger, og det kan han, til en vis grænse. Men bare det at tænke det på den måde, at der er tegn på at han går efter en model og følger den, men præcision og detalje mangler, ja så er der jo klare tegn på det nok skal komme. At arbejde efter modeller gør vi jo allesammen hele tiden og jo flere gange vi kan udfordre hans evne til det, jo bedre vil han med tiden kunne lære det i andre situationer. 

Vi har kæmpet rigtig meget med farver. Vi har bare ikke kunne gennemskue hvad det er der forhindrer ham i at genkende farver. Nu ved vi det - håndtering af mere end 1 information. Han kan sortere farver, hvis vi piller alle andre faktorer ud. Kendte klodser, eller figurer med farver, eller hvad det kan være, det er for svært - der er for meget andet at forholde sig til. Jeg fik forleden fat i en pose HAMA perler - de store, i klare farver. Han laver ikke perleplader af dem, endnu, men han ved hvad det er. Når vi holder en perle op og beder ham finde en eller flere magen til, så kommer de prompte op af skålen. Vi har såmænd overvejet om han var sort-hvid farveblind, ja selv børnehaven har også undret sig, men nu kan vi se sammenhængen. Der skal ikke være andet end selve farven at forholde sig til, og indtil videre skal vi heller ikke få ham til at forholde sig til navnene på farver, nu ser vi bare på farver og så kommer det næste på stille og roligt. Overfører han det lige så let, som han lige nu gør med andre ting, så kommer det snart. Vi kiggede på en brandbil i en billedbog den anden dag, her til morgen peger han ud af vinduet, da han nede af vejen kan se noget der blinker og siger brandbil, babu. Han overfører fra en situation til en anden - endnu en spirende kognitiv funktion og en af de spontane beskrivelser af noget han ser.

Det at lære ham bevidsthed om at han tænker er ganske interessant. Hver gang vi har lavet noget, hvor vi kan se han er blevet udfordret og har vist kognitive evner, så forklarer vi ham det. Det lyder absurd at sætte den slags ord på for et barn, men jeg kan jo se han responderer på det. Han lever helt sikkert i en verden, hvor det han går og tænker ikke har værdi for ham, for alle andre taler jo hen over hovedet på ham eller glemmer at spørge eller værst,  vi forstår ikke hvad han siger. Kæft hvor han bliver han glad, når jeg roser ham for at bruge hovedet. Faktisk er det nok i virkeligheden det allervigtigste vi er igang med - at tage ham alvorligt og vise ham hans tanker har værdi. Det har vi bare ikke været gode til og det skal være slut.

Der tænkes...

nærmest så det knager. At arbejde med Feuerstein er at lære at tænke, og det troede man da ellers man havde lært, men jeg skal da lige love for der kan læres mere ;o)

Basic 1 er nu slut og jeg har lært så meget, at jeg nærmest ikke helt ved hvordan jeg skal forklare det. Metoden er genial og det virker, men det er hamrende krævende. Ikke at det er skidt, for selvfølgelig skal der arbejdes, når vi taler udvikling af hjernen, især når udfordringerne skal udfordres.

Lige nu er vores opgave at få de små ting i hverdagen til at blive til læring. Jeg kan især mærke, at det har været fantastisk givende at få fokus på potentiale, fremfor begrænsning.  Feuerstein arbejder hele tiden og fuldstændig systematisk efter at afdække potentialet, men ikke uden syn for udfordringerne, dem skal der så arbejdes på, mens potentialet dyrkes. I princippet ikke banebrydende tænkning (det var det, da Feuerstein så lyset), men uanset hvad, så skal man have et værktøj at analysere potentiale og begrænsningerne op imod, og det er her de kognitive funktioner er beskrevet til mindste detalje i Feuerstein, og så bliver det pludselig genkendeligt i selv ganske små "ubetydelige" situationer.

Så der analyseres til den store guldmedalje ;o) Aksel skal udfordres sprogligt, så han bruger sproget mere, men helst uden det bliver alt for eksamsensagtigt, så blokerer han bare. Når vi leger med små opgaver, så skal vi også udfordre ham mere sprogligt og så hellere gøre det meget kort, men forsøge at putte opgaverne ind oftere. Det er helt helt simple små ting han skal lære at håndtere, såsom at kunne sætte ord på ting i omgivelserne. De fleste ord er på plads, men han bruger dem slet ikke nok til at de virkelig flyder for ham, så istedet for at være tilfreds med at vi ved han kan dem, så skal vi bruge meget mere krudt på at ham til at bruge dem i en kontekst og forhåbentlig også gøre ham nysgerrig på nye ord.

Og nogle af de lege vi har gang i er faktisk for svære - selvom vi synes det virker simpelt. Han kæmper med puslespil - kan egentlig godt se 4 brikker for sig, men så spiller finmotorikken ham et puds og det bliver svært. De der spil, hvor formen er skåret ud og hvor brikken skal på plads er han ved at have styr på, så istedet er det mere et spørgsmål om at lære ham at se motiver og efterligne dem, for eksempel med klodser, hvor vi laver en simpel model, han skal efterligne. At kunne efterligne en model er en nyttig lille kognitiv funktion, som han godt kan, men som skal styrkes og i princippet bevidstgøres, så han selv forstår hvad det er han laver. Endnu en del af Feuerstein - hele tiden bevidstgøre gennem læring, gøre reflektion over læring til en bevidst tankegang, også hos barnet (MLE - medieret learning experience).

I virkeligheden er vi nødt til at være Aksels "lyst til læring" - ikke at den ikke er der, den er bare ikke godt hjulpet af at være sprogligt udfordret, men vi skal ikke skåne ham af den grund. Det tror jeg helt klart vi har gjort, ubevidst, så af med det lag vat.

I Feuerstein ligger et helt program af øvelser - de såkaldte instrumenter. Dem er Aksel ikke klar til at blive medieret igennem, som det så fint hedder, men nu ved jeg (snart vi) hvad det er der skal til for at arbejde med dem og på den måde bliver det langt nemmere at genkende hvor, i det vi leger og laver i det daglige, at vi rent faktisk kan styrke ham kognitivt.

Og det gode er, at metoden er universel - uanset hvor god barnet er til at tænke og lære, så er der altid måder at udfordre på. Instrumenterne øger bare abstraktionsniveauet og afhængig af mediatorens evne til at flytte reflektionerne, ja så er det bare ud over stepperne. Det har været vældig interessant at se hvordan simple opgaver giver en større mening, når man bliver bevidst om hvad der kognitivt ligger bag instrumenternes opbygning og hvordan man gennem bevidst mediering kan gøre selv forholdsvis simple øvelser til ret krævende kognitive udfordringer.

Så

går det løs på FIE 1 - Feuerstein Instrumental Enrichment. Nøøøøj hvor jeg glæder mig. Er helt sikker på jeg kommer til at boble over herinde. Første dag har været intens på den helt rigtige måde.

Men en ting er inspirationen og metoden, som jeg er sikker på vi kan få rigtig meget ud af. Noget andet er, at vi oplever Aksel blomstrer i øjeblikket. Det er to vildt gode forudsætninger for at holde fast i den positive udvikling.

Sprogligt sker der bare rigtig meget. Han snakker, fortæller, iagttager, gentager og har i det hele taget godt gang i at bruge sproget lige nu. Udtale er stadig rigtig svært, men flere og flere ting bliver tydelige, vi forstår mere af hvad han siger og det smitter jo af på både humør og overskud til andre ting.

Han leger mere og finder på undervejs. Fantasien fylder mere og han prøver lege af, slet ikke på et alderssvarende niveau, men bare det at se der er spirende lyst til at finde på er så fantastisk.

Hans stressniveau er forbedret på utrolig mange planer. Vi passer stadig på vores kalender, men i forhold til sidste år på denne tid, så er det nogle helt andre ting vi arbejder med. Overgange og skift er ikke længere svære. At sige farvel til gæster er helt okay, at tage hjem fra besøg går fint, det eneste, der stadig kan være svært, er farvel til mor. Ikke om morgenen, ikke i børnehaven - de situationer er han vant til, men hvis jeg skal noget efter spisetid, så er det svært.

Og så er han også blev fræk - prøver os af, mest på den søde måde, hvor det indimellem er svært at holde masken. Det skal man jo heller ikke, for det er bare så livsbekræftende, når han stikker af med bleen, fordi det er sjovere at løbe rundt med den, end få den på. Eller når han pludselig tager jakken af i Netto, smider den på gulvet og kommer storgrinende hen til os, fordi han bare selv synes han er mega fræk ;o) Så beder man ham hente jakken, han går i retning af den og går så forbi den, mens han grinende venter på vi siger stop og beder ham komme tilbage. Altsammen dejlig livsbekræftende - især når man tænker på, at det at komme i Netto har været ret voldsomt en overgang og noget der nemt kunne udløse en stress-reaktion. Nu er det bare hyggeligt. Det er så mindre fedt, at han også kan finde på at tage tingene op af indkøbsvognen, og så lægge dem fra sig på en tilfældig hylde. Samme leg som pølserne i sofaen "demmeleg", så kan en handletur godt komme til at tage lidt tid..

Og nu får jeg det så til at lyde som om alting foregår i et let og smilende humør. Well, der er også dage, hvor ingen har overskud til at løbe rundt i huset efter en knægt, der ikke gider tage tøj på eller hvor "demmeleg" i Netto bliver for meget, når man nu bare gerne vil hjem. Men jeg vil gerne indrømme, at jeg har fundet mig selv lettere lalleglad over hans numre. Når det nu ikke er kreativ og abstrakt tænkning der falder ham først for, så er det bare så skønt at se det spire hos ham. Glæder mig til vi med Feuersteins læringsmetoder kan få endnu mere gang i de sider af hans udvikling.