For en uge siden...

<p>Blev jeg mor og Michael blev far. Sikke en dag. Om morgenen anede vi ikke hvad dagen ville bringe. Michael skulle til Tyskland med arbejdet og havde vi haft bare en lille ide om dagens begivenheder, så havde vi jo sørget for at aftale hvordan vi gjorde, hvis nu... Men det fik vi aldrig aftalt.</p>
<p><a href="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20133f65041dc970b-pi" style="display: inline;"><img alt="IMG_2243" border="0" class="asset asset-image at-xid-6a00d83452eb9469e20133f65041dc970b image-full" src="http://kildevang.typepad.com/.a/6a00d83452eb9469e20133f65041dc970b-800wi" title="IMG_2243" /></a>&#0160;</p>
<p>Kl ca. 14 ringede min telefon og jeg strøg op af min stol, da jeg hørte Jane fra AC&#39;s stemme. I skyndingen fik jeg taget en kuglepen og en post-it blok med mig. Og så hørte jeg bare mig selv i et meget højt toneleje sige: &quot;Er det en dreng&quot; - alt kørte på mig. Jeg rystede og fik så fremstammet, hvor gammel er han? Og så kom den høje stemme igen, da jeg gentog &quot;9 måneder&quot;. Så gik der lige et nogle sekunder hvor den oplysning skulle fordøjes... Som mange jo ved, har vi i lang tid haft et billede af et barn på et par år på den indre nethinde, så jeg fattede ikke ret meget. Jane begyndte at fortælle noget om det praktiske og på et tidspunkt sagde jeg bare til hende, at nu blev jeg altså nødt til at ringe til barnets far.</p>
<p>Og hvor var barnets far så lige? Jeg troede han var på vej til Tyskland og forsøgte at fange ham på mobilen - ingen svar. Jeg lagde en hvad jeg nok må mene panisk besked på telefonsvareren. Blev enig med mig selv om at jeg måtte tale med nogen - ringede til&#0160;mine forældre. De blev ovenud lykkelige og vi aftalte, at de kom herop,&#0160;så jeg ikke skulle sidde alene. Og så faldt det mig endelig ind, at Michael måske slet ikke var kørt til Tyskland endnu. Jeg fandt firmaets hovednummer og ringede og fik så at vide, at han sad i møde til kl 15 - der var kl 14.30. Det gik hurtigt op for mig, at det kunne jeg under ingen omstændigheder vente på. Receptionisten vidste ikke hvor han sad i møde, men kunne vist godt fornemme sagens alvor og foreslog, at hun gik op i afdelingen og spurgte. 10 minutter efter ringede Michael og så hylede jeg.... endelig. Han blev paf og overrumplet. Der gik praktik i snakken, for hvornår kunne han så se sin søn? Jeg ville køre hjem og åbne mailen, men hvornår kunne han komme til en mail? Det kom han i løbet af aftenen... heldigvis - det var jo ikke til at holde ud, at han skulle gå i uvished om vores søns dejlige billede.</p>
<p>Herhjemme udviklede aftenen sig til en ren fest. Først mine forældre, så kom veninderne og senere Michaels forældre. Det var fantastisk. Da jeg skulle i seng tog jeg billedet med mig og lagde ham på Michaels pude. Det var ganske enkelt helt fantastisk at vågne og se ham ligge der - han var der endnu! Han var ikke bare en drøm.</p>
<p>Og om aftenen kom Michael endelig hjem. Med favnen fuld af smukke liljer og jeg kunne få et stort kys og et dejligt kram. Det var særdeles tiltrængt. Endelig kunne vi sammen nyde billedet og se hans papirer igennem.</p>